|

Nyhedsbrev oktober 2011
 Indsigelse mod kæmpevindmøller

Til Kommunalbestyrelsen Holstebro Kommune og Naturstyrelsen
Lokalforeningen BY og LAND i Ulfborg-Vemb-området gør indsigelse imod udpegning af Stavkær-området ved Nissum Fjord som mulig testplads for 2-4 testmøller i serien O-møller på op til 200 meters højde. Der planlægges en afstand på 480 til 800 meter mellem møllerne. De uberørte og åbne landbrugsenge med habitatsområde og kystnære arealer vil lide uoprettelig skade, så længe disse møller skal fungere.
Vor forening tager afstand fra, at Naturstyrelsen vender tilbage til det allerede afviste område, som Holstebro Kommune i oktober 2010 gav en negativ vurdering, da styrelsen spurgte til egnede områder til test-møller.
Foreningen tager skarpt afstand fra teknik- og miljø-udvalgets svar til Naturstyrelsen, hvori det hedder: ”Der er ikke fundet anledning til ophævelser.” Det er vores opfattelse, at lokalpolitikerne dermed skifter mening og nu indbyder de statslige myndigheder til at udpege området definitivt.
BY og LAND finder det endvidere ude af trit med den gode borger-dialog og princippet om offentlighed i forvaltningen, at der ikke er udsendt nogen form for meddelelse til specielle interessegrupper eller naboer, når der er tale om et voldsomt og langvarigt indgreb i naturen.

|