Nyhedsbrev oktober 2011

 
 
Farvel til endnu et stykke dansk landskab

Af Mikael Bramsen, lokalformand

Holstebros kommunalpolitikere er ved at ofre endnu et åbent landskab. Deres nej til hav- prøvemøller i engene ved Nissum Fjord holdt kun i 10 måneder. Nu siger de til staten: Lad os se på det.

Det er to til fire prøve-vindmøller på 200 meters højde, som kan ses 50 kilometer væk, og som i de næste 25 år vil skæmme Stavkær-området ved Husby, udsigterne fra landeveje og biveje. Farvel til endnu et stykke dansk landskab.


"Borgerne i Husby har åbenbart valget mellem at blive hængt eller druknet"

Staten har skruet bissen på, siger Karsten Filsø, som er vores klimapolitiker nummer et. København kan tvinge prøvemøller ned over folk med et landsplandirektiv, der sætter det kommunale selvstyre ud af kraft. Det har åbenbart fået økonomiudvalgsmedlemmerne til at slippe deres vestjyske ro. I stedet for med det samme at afvise projektet, vil de vente med at tage konkret stilling. Men når de gør det, så har de jo allerede inviteret Naturstyrelsen til at komme igen.

Styrelsen har svært ved at finde egnede steder, siger den. Der skal opfindes 24 placeringer frem til 2020, og de, der ikke siger klart nej men stiller sig afventende, kommer naturligvis på ja-listen over dem, der kan bokses på plads.

Jeg forestiller mig, at der sidder en i Naturstyrelsen og siger: -Jamen det var da dejligt. I Holstebro er de ikke så genstridige som i oktober i fjor, hvor de ville beskytte det åbne landskab og kulturmiljøet omkring herregården Pallisbjerg, pipfugle og hvad, de ellers diskede op med.  De får et plus i vores karakterbog.   

Grunden til dette kommunale holdningsskift er den lokale vindmøllepolitik. Vores politikere synes ikke, de kan være bekendt at afvise statens prøvemøller, hvis de selv om nogle måneder offentliggør deres egne mølleplaceringer. Og Stavkær ved Husby er jo med som perspektiv-mulighed for vindmøller i Kommuneplan 2009.

Borgerne i Husby har åbenbart valget mellem at blive hængt eller druknet. Og de får ikke fem flade øre ud af det. Tværtimod bliver deres ejendomme mindre værd. Hvem – beboere eller turister - gider sidde i stuen og se ud på snurrende vinger om dagen og ligge i sin seng og høre på lyden om natten ?

 

 







  Gå til oversigten 



 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Siden opdateret 20/10/2011