Nyhedsbrev januar 2011

 
 
BY og LAND på pletten med indsigelse

En grundejer og European Windfarms truer med seks megamøller i enestående landskab ved Tvis. BY og LAND igen på pletten med rettidig indsigelse

Vi har igen været nødt til at protestere mod nye landskabsødelæggelser. I begyndelsen af efteråret opstod truslen omkring Nissum Fjord - læs nyhedsbrevet fra november 2010 - men nu er det smukke landskab ved Tvis i fare. Et landskab med smeltevandsslette, bakkeøer og Storåen. En grundejer og European Windfarms har anmeldt opstilling af seks møller på 150 meters højde.

I løbet af forsommeren vil kommunens planafdeling lave nogle alternative forslag. De kan enten fastholde, at seks møller er en god ide, eller at 4 møller kan finde plads i landskabet ved Gedbo øst for Tvis. Men også en nul-løsning kunne være Planafdelingens oplæg til Natur- og
Milljøudvalget.

I november var der borgermøde i Tvis Sognegård, og efter det har kommunen indkaldt ideer og forslag. Vores BY og LAND-venner i Holstebro har skrevet en fremragende indsigelse, som vi har fået lov til at være medunderskrivere på.

Der peges i indsigelsen på, at vindressourcerne på steder er under middel, og at Måbjergværkets moderne energiproduktion og andre decentrale energikilder kan bruges, så landskaberne skånes. Følgende forhold bør kommunen undersøge:

- En landskabsanalyse for Storådalen mellem Hodsager og Grydholt med tilhørende landskaber, Yllebjerg bakkeø på nordsiden og smeltevandsfladen omkring Gedbo og frem til Tvis å.
- Hvilke landskabelige og biologiske undersøgelser lå til grund for udpegningen af området som vindmølleområde i Kommuneplan 2009. Var det kun en skrivebords-vurdering?
- Den visuelle ændring, der vil ske ved opsætning af 6 kæmpevindmøller, hvor langt vil de kunne ses? Det drejer sig trods alt om et af de sidste store stille natur-og landbrugsområder i Vestjylland. Det bør kulturbyen Holstebro ikke miste.
- Er påtænkte vindmøller æstetisk i harmoni med landskabsoplevelsen?
- Hvilke æstetiske argumenter kan retfærdiggøre  opstillingen?
- Hvordan vil møllerne påvirke §3-områderne i Gedboområdet? Deres antal er forøvrigt stærkt faldende i antal i kommunen igennem de seneste år.
- En undersøgelse af biotoper og habitaters ændring med hensyn til flora og fauna hvis der opsættes så store møller i et område, som er rigt på sangsvaner i rasteperioden og mange andre vandfugle, der også er stærkt på retur i Danmark.
- Vi må absolut også have en helhedsbetragtning og vurdering af det samlede areals sårbarhed overfor så store tekniske anlæg som kæmpevindmøller placeret midt i området. Herunder også en vurdering af samspil eller det modsatte med den kommende motorvej.
- Kan samordnet design minimere gener fra begge dele?
- Eller hvordan vil de påvirke hinanden? En undersøgelse, der sikrer at nyeste landvindinger indenfor vindmølleteknologi og støjforskning indarbejdes i projektet.
Hvor meget vil stilhed og skovensomhedsfølelsen blive forringet i Tvis nordre Kommuneplantage, og i den helt op til mølleområdet grænsende forholdsvis nye private skov, som er over 25 ha.? Her tænkes ikke mindst på støjgener. Der bor jo også mennesker i området, de er måske nok nøjsomme i materiel  henseende, men har netop bosat sig i området fordi arbejdet i og med naturen spiller en væsentlig rolle for deres velbefindende og ydeevne i samfundet som helhed. Lad dem beholde deres naturoplevelser, som de gerne vil dele med andre og bevare uforstyrret for kommende generationer, der også vil have behov for at opleve landskabets historiske udvikling.

Se også
www.byogland.dk

 

 







  Gå til oversigten 



 

 

 


Siden opdateret 30/01/2011